Helligåndens tjeneste og samfund

Kunne du ikke godt tænke dig at have vandret sammen med Jesus, da Han gik rundt I Jerusalem, og helbredte alle syge, forkyndte ord der var Ånd og liv.

Helligånden er Jesu stedfortræder,
Han er på en måde, det samme for os, som Jesus var for disciplene.

Helligånden er nådens og bønnens Ånd! Han kender faderens vilje og leder os I vores bønner.
Vores bønner må altid være I samfund med Helligånden, der må være en længsel I vores indre efter at bede Åndens bønner, og der møder vi Ham I tro.

Den nye fødsel til forskel!

Skrevet af Annette Hansen

Salme 139:14-16 “Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde. Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, virket i jordens dyb; som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.”

Jeg var ikke mere end ca.5år, da Gud eksisterede i mine tanker. Da jeg kom i skole blev han endnu mere virkelig, den gang blev vi undervist i de gl. test. historier, og det fik min store interesse. Da jeg skulle konfirmeres og gik til præst blev det helt klart for mig, at der fandtes et helvede og en himmel, og det store spørgsmål om, hvor jeg skulle være, når livet her sluttede begyndte jeg at søge et svar på. En skolekammerat tumlede med det samme spørgsmål. Vores religionslærer var en levende kristen og hun svarede os på disse vigtige spørgsmål! Det vi havde brug for, var vished om at vi var på vej til himlen.

Guds eget ord giver os vished! Hør her: Johs. første brev kap.5:12-13 “den, som har sønnen, har livet; den, som ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal VIDE, at I har evigt liv, I som tror på Guds søns navn.”

Midt i en Facebooktid

En af de “attraktive” egenskaber ved en Facebook-agtig kommunikation er at den kræver meget lidt af en enkelte. Det er en ingen-forpligtelses og ingen-ansvars form for relation. Vi bestemmer (kontrollerer helt) længden, intensiteten og hvilken grad af kontakt vi har. Vi kan til en hver tid bare stoppe.
Men Kristuslivet handler virkelige og reelle relationer. Det bibelske Broder og søsterfællesskab fungerer ikke på denne måde. Vi har en forpligtelse overfor hinanden – sagt på en anden måde – vi er sat sammen som lemmer på samme legeme!

Kætter af Guds nåde på den fede måde

 

Skrevet af Simon Griis.

Forleden var jeg i en menighed og afholdt to Bibelstudier om den store skøge i Johannes Åbenbaring. Det handlede bl.a. om de gamle reformatorers og vækkelsesprædikanters forståelse af teksten, som værende om Den katolske Kirke og dennes undertrykkelse af Guds Ords forkyndelse og slavebinding af uskyldige sjæle under et præsteskabs diktatur.

4 håndtryk fra Obama og ét fra Gud

Vi er alle forbundet, alle mennesker i verden er i virkeligheden ikke langt fra hinanden. Giver du mig et håndtryk, er du kun 4 håndtryk fra Obama, for jeg har givet hånd til en, der har givet hånd til Obama.

Six degrees of Kevin Bacon er en sjov lille leg, der viser, at vi stort set alle kan forbinde os til alle mennesker på kloden inden for et maksimum af seks bekendtskaber.

Når nu det forholder sig således med verden, hvordan kan det så være, at Gud synes så fjern, specielt i vores vestlige verden? Burde han ikke være bare ét håndtryk fra os? Er Kristus i virkeligheden ikke den eneste, som står mellem os og Faderen?

I alle gamle kulturer kendte man til ofringer, konstante ofringer, ofringer af det dyrebare og det man havde kært, ofringer af mennesker, for at mildne og behage guderne. Budskabet om Gud selv, der én gang for alle kom for at lade sig ofre, var relevant ind i de kulturer. Men i dag, hvor man ikke ofrer noget for nogen, hverken guder eller mennesker, bliver budskabet om det fuldbragte offer fjern og uvedkommende.

Jesu forsvundne lignelser

Jesus fortæller 3 lignelser om noget, der er forsvundet, men findes igen. Det er lignelsen om hyrden og det forsvundne får, faderen og den fortabte søn, og kvinden og den tabte drakme.

Det er 3 fortællinger om os, om at være tabt og fortabt, men opleve at blive fundet af vores skaber og Herre. Den ene lignelse handler om at være fortabt i denne verden, den anden om at være tabt midt i menigheden, og den tredje om at være på afstand af Guds rige og hele frelsesplan.

Hver af de tre fortællinger bærer på hemmeligheder, og efterhånden som vi kommer frem i fortællingerne, åbenbares dybder om forholdet mellem os og Gud, som vi måske ikke har set før.

Ville du have korsfæstet Jesus?

Skrevet af Simon Griis

Pilatus spørger dem så: “Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?” De svarede alle: “Lad ham blive korsfæstet!” Han spurgte: “Hvad ondt har han da gjort?” Men de skreg endnu højere: “Lad ham blive korsfæstet!” Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: “Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!” Men hele folket svarede og sagde: “Hans blod komme over os og vore børn!”
Matt 27,22

Du står midt i en stor hob for næsten 2.000 år siden. Menneskene i den store forsamling er ophidsede og råber sit budskab op mod landshøvdingen Pilatus og hans fange, som står på balkonen. Pilatus er tydeligvis nervøs, for han fornemmer, at situationen er på vej ud af kontrol. Han ønsker at frigive sin fange, tømrersønnen Jesus fra Nazaret, men hoben er imod, og opildnede af farisæere og ældste, kræver de fangens død på et kors.

Hannas bøn og lovsang

En af Bibelens fortællinger handler om en stærk kvinde, om Hanna, der var barnløs, og derfor anset for at være forbandet af Gud. Hver dag blev hun chikaneret af sin medhustru, og hverken hendes mand eller det korrupte præsteskab i templet kunne hjælpe hende.

I hendes lidelse, skam, henvendelse til Gud, og lovsang, bliver hun et billede på os, men der er mere, langt mere i beretningen om Hanna; hendes lidelse er ikke Guds skam, men Guds forberedelse af hele sin frelsesplan, og i Hannes bøn og lovsang ligger hemmeligheder gemt, som selv David, den store salmedigter, kopierer i sine lovsange.

Er verden da gået af lave?

Skrevet af Simon Griis

For 200 år siden dyrkede man jorden som sine fædre og sine fædres fædre. Okserne trak ploven og sæden blev spredt med håndkraft. For den, der ville rejse, var hastigheden sådan omkring hvad én eller to hestekræfter kunne frembringe. Al kommunikation foregik med en løbers hastighed.

Da David var konge i riget Israel for omtrent 3.000 år siden pløjede man også med okser, rejste med hestehastighed og kommunikerede med en løbers formåen. Sådan har det faktisk været gennem alle de århundreder, ja årtusinder, civilisation har eksisteret. Så langt tilbage, vi kan registrere, har det været sådan.

Genoprettelsen af riget for Israel

Skrevet af Michael Dalsti.

Johannes Døber og Jesus Kristus selv forkynder et og det samme, da de træder frem: “Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.” (Matt. 3:2 og 4:17). Som vi ved, tog Israel som nation ikke imod denne invitation og Herren åbenbarer Menigheden for Paulus (Menigheden som dog var i Faderens tanker fra før verdens grundvold blev lagt, Ef. 1:4). Denne tidshusholdning befinder vi os i nu. Men Herren er trofast og Han vil genoprejse Davids faldne hytte (Ap. G. 15:13-18).

Kaldet til præster i menighedstemplet

Menigheden er en åndelig uddannelsesinstitution. Paulus var en dygtig underviser, som underviste om Vejen til Himlen. På vandringen vokser vi op til Herren. Peter taler endvidere om, at vi er et helligt præsteskab. Spørgsmålet er om vi i Guds Hus skal betjene mennesker eller Gud. Jesus bad for at tilbede Faderen i Ånd og sandhed. Det er også Gud vi tjener i hans hus.

Guds Retfærdighed

Artikel af Morten Kilsholm

“Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.”

Rom.10: 2-4

At være nidkær for Gud er godt, men ikke uden forståelse. Det var dette, jøderne gik fejl af i deres gudsdyrkelse. Men hvad var det de ikke havde forstået?

Det, som jøderne ikke havde forstået og som vor tids selvretfærdige ikke har forstået, er som Paulus skriver “retfærdigheden fra Gud”. Han skriver, at fordi de ikke har forstået dette har de ikke “bøjet sig under retfærdigheden fra Gud”.

Hvad vil dette sige?

Retfærdiggørelse ved tro – “et lys der skinner i mørket”

For 500 år siden var verden gået i forfald. Magtmisbrug, korruption og en kirke der havde mistet sin taleret ind i sin samtid. Dem der udråbte sig selv til at være forkyndere af sandheden, ja, selve sandhedens, den retfærdige Guds talerør levede og forkyndte et liv der stod i skarp kontrast til biblens Gud. Men Gud sendte sit lys i mørket – Hvad var det for et lys, Luther fik åbenbaret af Helligånden?

At betragte Jesus i stilhed

Der er i vor tid er der et stort frafald – de kristne har ikke tid til at være sammen med Jesus i det indre lønkammer. Det indre lønkammer er ikke et fysisk sted, hvor vi går ind med ”bønnekrav” til Gud. Det skal forstås i åndelig forstand – det er hjertets indre rum. Hvis vi er sammen med vores Far i Himlen i lang tid her i hjertets indre rum, så vil vi bære megen frugt. Ikke gerninger, men Åndens frugt (Gal. 5) – som er frugten af at blive på Vintræet (Johannes 15). Det er en sindsforvandling som Guds Ånd og Guds Ord virker i den troende… når jeg giver tid. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Dette liv føder ikke et gerningsliv, men et indre Kristusliv med ”Livets gerninger”.

Fordomme gjort til skamme

Af Esben Kristensen, Randers

Da jeg med munden og hjertet bekendte mit ja til Jesus, skete der noget nyt. Jeg fik en særlig fornemmelse i mit indre, og jeg blev meget glad og fredfyldt. Indtil den dag, jeg blev frelst, havde jeg ikke tidligere kendt noget til “Frelsen.” Jeg havde hørt ordet frelse før, men havde ikke nogen klar forståelse af det. Min øjeblikkelige erkendelse var, at frelse var noget virkelig dejligt. 

Hvad er sand kristendom

Prædiken af Knud Ipsen

Sand kristendom er en daglig vandring med Jesus – fællesskab med Jesus. Hvad selve vandringen handler om ser vi ved Gilgal. Da israelitterne havde vandret i ørkenen i 40 år kom i de ind i Landet ved Gilgal. Det er et billede på, at gå fra Kødets vej til den åndelige vandring i Kristus. Vi møder også Elias og Elisa ved Gilgal, og Elias havde lært Elisa så meget på vandringen, at Elisa (som et sidste ønske) ønskede to dele af den Ånd der var over Elias, før han drog afsted, og Elisa skulle afløse ham i tjenesten.

Døbt med Helligånd og ild

Af Ib Olström, Randers

“… og mens jeg stod der, blev jeg FYLDT AF DEN HELLIGE ÅND!”

Helligånden har en central plads i vore liv som kristne. Det er vigtigt, at vi er fyldt af den Hellige Ånd og ledt af den Hellige Ånd. Jeg fik et møde med Jesus, da jeg var 18 år. Jeg kan stadig huske dagen, som var det i går og det selvom min frelse ligger tilbage til den 6. december 1959.

Vejen væk fra okkultisme og frygt

Af Mogens Vester, Randers

Det gik op for mig, at jeg var frelst under korset af bare nåde. Jeg erfarede, at Guds Ord var sandt og virkede direkte her og nu.

Jeg har altid søgt efter “noget”. Hvad det var, vidste jeg ikke, så først søgte jeg indenfor det okkulte. Det var spændende en kort tid, men skabte en masse frygt og angst. Og når jeg havde kontakt med de mennesker, der stadig var inde i det, skabte det en masse problemer. 

Jeg fandt Jesus ved karnevalet

Af Heidi Griis, Assentoft

Det begyndte vel egentlig, da jeg var omkring 15 år. Det var dengang, jeg gik med en rævehale på den ene skulder og en levende rotte på den anden.

Jeg begyndte at søge efter noget mere i mit liv. Jeg vidste ikke selv, hvad det var, men jeg begyndte at bede Fader Vor hver aften, inden jeg gik i seng. Nogen tid efter hørte jeg tilfældigvis én, som sagde, at man måtte være frelst, for at være en kristen, og da jeg hørte dette, begyndte jeg at bede om, at jeg måtte blive frelst, selvom jeg ikke vidste, hvad ordet betød. 

Missionær bliver frelst

Af Hanna Nørgaard, Randers

For snart mange år siden i 1962 indtraf den mest betydningsfulde begivenhed i mit liv. Jeg mødte Jesus Kristus som den levende, opstandne Frelser og Herre.

Jeg var på det tidspunkt 29 år og havde hele mit liv troet på Gud og Jesus, men havde aldrig været sikker på, at jeg var frelst. Jeg troede både på en himmel og et helvede, ville gerne i himlen engang, men mest fordi jeg var så bange for helvede. Jeg forsøgte i mange år at blive frelst, men fandt aldrig fred.