Døbt med Helligånd og ild

Af Ib Olström, Randers

“… og mens jeg stod der, blev jeg FYLDT AF DEN HELLIGE ÅND!”

Helligånden har en central plads i vore liv som kristne. Det er vigtigt, at vi er fyldt af den Hellige Ånd og ledt af den Hellige Ånd. Jeg fik et møde med Jesus, da jeg var 18 år. Jeg kan stadig huske dagen, som var det i går og det selvom min frelse ligger tilbage til den 6. december 1959. Jeg voksede op i Strandby, en rigtig fiskerby, der var præget af gudfrygtige mænd og kvinder. Her i Indre Mission gav jeg mit liv til Herren, og Han frelste mig.

Jeg havde det godt med Jesus, men en dag kom nogle mennesker til mig og sagde, at der var mere at få. Gud ønskede at give mig Helligåndens dåb. Jeg havde ingen kendskab til dette begreb og havde aldrig hørt om det. Det var mig totalt fremmed. Jeg havde også svært ved at forstå, at Gud kunne give mig mere, end jeg allerede havde.

Men jeg lyttede dog til dem, for det er jo altid interessant at lytte til mennesker, som har noget at fortælle om Jesus. En dag kom de og sagde, at de skulle til møde sammen med nogle apostolere. Det sagde mig ikke noget, men jeg fulgte med, for jeg kendte dem, og var glad for dem. Og jeg vidste, de elskede Jesus – det kendte jeg – og det er jo det vigtigste.

Vi ankom til, hvad jeg senere har lært at kende som et godt gammeldags “pinsemøde”. Jeg må sige, at jeg stod undrende og betragtede disse mennesker. Jeg var mest betaget af sangerne, som stod oppe foran. Jeg kunne se, at de havde noget, jeg ikke selv ejede. Den frihed og den ånd, der var over dem, kendte jeg ikke i mit liv. Da opstod der en brændende længsel i mit sind efter mere fra Herren.

Efter mødet kørte vi hjem. Jeg var sammen med min bror, og det var eftermiddag. Da vi var kommet hjem, bøjede jeg mine knæ og gik i bøn. Jeg sagde til Herren: “Hvad var det, der skete på det møde? Hvad var det, de havde, som jeg ikke selv ejede?” Og mens jeg bad, kom Herrens svar til mig, og Han sagde: “Vil du ha´ det? Så tag tilbage til møde i aften, så vil jeg give dig det!”

Så rejste jeg mig og ringede til min bror og sagde: “Jeg er godt nok ked af at sige det, men vi skal af sted igen. Vi skal til møde i aften. Gud vil give mig noget!”. Der var langt, nok omkring 40 km. Og vi var jo lige kommet hjem. På vej i bilen talte vi en del om, hvad det mon var, Gud ville give mig den aften. Jeg var meget spændt på at se, hvad det var. Der var en forventning i mit hjerte: “Hvad vil Gud give?”.

Da vi kom til møde, var de allerede i fuld gang. Sådan et møde havde jeg aldrig nogensinde været til. Hvis mødet havde været “varmt” om eftermiddagen, så kan jeg fortælle dig, at det var endnu “varmere” om aftenen. De stod op alle sammen, og de priste Herren. Jeg gik ind midt i denne flok, og mens jeg stod der, blev jeg FYLDT AF DEN HELLIGE ÅND! Så meget, at det brændte i mit hjerte. Og jeg råbte til Gud: “Hvad sker der? Hvad sker der? Jeg var overbevist om, at hvis dette fortsatte, ville jeg brænde op, sådan brændte det i mit hjerte.

Lige så pludseligt, som jeg kom ind på mødet, lige så pludseligt var det ovre, og de begyndte at snakke om, at de skulle ind og have kaffe. Og jeg tænkte: “Kaffe? Er det noget at tænke på i sådan en situation? Herren er her!”. Jeg gik rundt, lidt forvirret, og sagde til den ene og den anden: “Skal vi ikke bede? Vi skal da bede?”. Jeg gik virkelig rundt som i blinde og spurgte: “Skal vi da ikke bede, om ikke andet?” Nej, de skulle ind og have kaffe. Endelig kom der én hen og lagde sin hånd på min skulder og sagde: “Jeg vil gerne være med til at bede, broder”. “ENDELIG! Lad os gå ind og bede!”. Så gik vi, en lille flok, ind i et rum og begyndte at bede. Da vi lå der på knæ, gik han hen til mig og sagde: “Du er blevet døbt med den Hellige Ånd”. “Ja, jeg ved ikke, hvad jeg er” sagde jeg, “og det er også ligemeget. Vi skal bede!”.

Men han fortsatte: “Gud har mere til dig”. Så blev jeg jo vågen igen! Kunne det virkelig lade sig gøre? “Hvad har Han til mig?” spurgte jeg. “Gud vil give dig tungemålsgaven. Du skal få lov at tale i tunger”, sagde han. Jeg var helt vågen og åben i min ånd. Hvad mon det kunne være?

“Nu skal du høre her” sagde han, “Nu beder vi begge to, og så taler jeg i tunger, så kan du bare følge med”. Jeg fulgte med, og pludselig kendte jeg, hvordan ordene kom. Dybt, dybt inde fra. Jeg havde endnu ikke helt fattet, at dette var, hvad de kaldte at blive døbt med den Hellige Ånd, men noget helt nyt var sket i mit liv. Det vidste jeg. Da vi skulle hjem, var min brors bil punkteret, og stadig fyldt med Ånden fra mødet, hoppede jeg rundt om bilen og råbte: “Vi er pumpeteret, vi er pumpeteret!”. Det virkede måske skørt, men folk vidste, hvad jeg havde oplevet og kom hen til mig og sagde: “Du er blevet døbt med den Hellige Ånd”. “Jeg ved ikke, hvad jeg er” sagde jeg, “Men Jesus er underfuld!”.

Og ved du hvad, det var så sandt for mig, at da jeg kom hjem, vidste jeg et hundrede procent sikkert, at Jesus boede i mit hjerte med sin Hellige Ånd. Det var så virkeligt og stort for mig, at jeg havde en opfattelse af, at jeg kunne gribe ordene, efterhånden som de forlod min mund. Så alvorligt, så stærkt, så vidunderligt var det for mig.

Det var min dåb med Helligånden. Vi kan opleve den forskelligt,alt efter, hvordan Gud giver den enkelte, men én ting er sikkert: Dåb og fylde i den Hellige Ånd er for ALT Guds folk, og ingen burde gå glip af denne vidunderlige gave fra Gud. I Åndsdåben giver Gud os kraft og frimodighed til at tjene Ham og være hans vidner.

Ib, Harridslev

Comments are closed.