En “mindre” profets bøn

En prædikants pagt og bøn.

Dette kapitel blev skrevet i 1950 og er blevet gentrykket flere gange og har fået en bred udbredelse.
Dette er en bøn af en mand (A W Tozer) som er kaldet til at være et vidne for folkene. Dette er hvad han sagde til Herren, den dag han blev viet til tjenesten. Efter at de ældste og tjenerne havde bedt og lagt hænder på ham, trak han sig tilbage for at møde sin Frelser i det skjulte og i stilheden, længere end hans velmenende brødre kunne føre ham.

Han sagde: O Herre, jeg har hørt din røst og jeg var bange. Du har kaldet mig til en ærefrygtindgydende opgave, i graven og i nødens stund. Du har i sinde at ryste alle folkeslag og jorden, og himlen også, for at de ting som er urokkelige må bestå.
O Herre, min Herre, du har bøjet dig for at ophøje mig til din tjener. Ingen mand har nogensinde taget denne ære for sig selv, undtaget ham der var kaldet af Gud, ligesom Aron blev det. Du har viet mig, dit sendebud til dem som er genstridige af hjertet og er tungnemme. De har forkastet dig, Mesteren, og det kan ikke ventes at de tage imod mig, tjeneren.

Min Gud, jeg vil ikke spilde tid med at græmmes over min svaghed, eller min uværdighed til dette hverv. Ansvaret er ikke mit, men dit. Du har sagt, “Jeg kender dig; jeg har indviet dig; jeg har helliget dig,” og du har også sagt, “Du skal gå til alle jeg sender sig, og hvorhen jeg end befaler sig, der skal du tale.” Hvem er jeg, at jeg skulle gøre indsigelser imod dig, eller betvivle din suveræne bestemmelse? Beslutningen er ikke min, men din. Lad din vilje ske, Herre. Din vilje, ikke min, må den ske.

Vel ved jeg, du profeternes og apostlenes Gud, så længe jeg ærer dig, vil du ærer mig. Hjælp mig derfor at tage denne højtidelige ed, at ære dig in alt mit fremtidige liv og virke, hvad enten det er i fremgang eller modgang, liv eller død, og da at ære dette løfte, ubrudt så længe jeg lever.

Timen er kommet, O Gud, for dit værk, thi fjenden har trængt ind på din græsgange og fårene er sønderrevne og spredte. Og mangfoldige, falske hyrder, som fornægter faren og håner den fare som omgiver din flok. Fårene er vildledte af disse lakajer og følger dem med rørende lydighed, mens ulven nærmer sig for at ødelægge og fortære. Jeg beder dig indtrængende, giv mig skarpe øjne fornemme fjendens tilstedeværelse; giv mig forstand at se, og mod til pålideligt at gengive had jeg ser. Gør min stemme som din, at enddog de syge får vil genkende den og følge dig.

Herre Jesus, jeg kommer til dig for åndelig opbyggelse. Læg din hånd på mig. Salv mig med olien som din nye pagts profet. Forbyd at jeg må blive en religiøs skriver og miste mit profetiske kald. Frels mig fra forbandelsen som har formørket disse dages gudsfolk, kompromisets forbandelse, efterligning, og professionalisme. Frels mig fra at dømme en kirke efter den størrelse, popularitet, eller størrelsen på dens årlige velgørenhed. Hjælp mig at ihukomme at jeg er en profet, ikke en sælger, en religiøs direktør, men en profet. Lad mig aldrig trælle for masserne. Læg min sjæl for al kødelig ambition og frels mig fra fristelsen til at vække opsigt. Frels mig for lænkerne til materielle ting. Lad mig ikke spilde mine dage med pusler omkring derhjemme. Indgyd mig med din rædsel, O Gud, og før mig til bønnens rum, hvor jeg må stride med denne verden mørke fyrster, magter og myndigheder. Frels mig fra overdreven spise og søvn. Lær mig selvdisciplin, at jeg må blive en god Jesu Kristi kriger.

Jeg tager imod hårdt arbejde og lille løn i dette liv. Jeg beder ikke om et hvilested. Jeg vil stræbe efter at være blind for livets letheder. Om andre søger den lette vej, vil jeg prøve at vælge den hårde uden at dømme dem for strengt. Jeg vil forvente modstand, og jeg prøve at bære det uden at give lyd når den kommer. Eller hvis, som indimellem tilkommer dine tjenere, skulle få gode gaver i favnen af venlige folk, stå mig bi og frels mig for den plage som ofte følger den. Lær mig at bruge hvad jeg har modtaget på en sådan måde at de ikke vil skade min sjæl, ej heller tære på min åndelig kraft. Og om du i dit nådige forsyn skal lade ærer tilkomme mig fra din kirke, lad mig ej glemme, i den time, at jeg, om nogen, er uværdig til den mindste af dine nådegaver, og som mennesker kender mig så godt som jeg kender mig selv, ville de tilbageholde enhver pris og ære eller lade gå til en der er mere værdig til at modtage dem.

Og nu, O himlens og jordens Herre, jeg helliger mig mine resterende dage til dig; lad dem blive mange, eller få, som du vil det. Lad mig stå foran den høje eller tjene de fattige og små; beslutningen er ikke min, og jeg ville ikke gøre indsigelser, om jeg kunne. Jeg er din tjener, for at gøre din vilje, og den vilje er mig sødere en nogen anseelse eller rigdom eller plads i samfundet og jeg fortrækker den over alle ting, i himlen og på jorden.

Selvom, jeg er valgt af dig og æret med et vigtigt og helligt kald, lad mig aldrig glemme at jeg et menneske, af støv og aske, et menneske med alle de naturlige mangler og laster som plager menneskeslægten. Jeg beder dig, derfor, min Herre og Forløser, frels mig fra mig selv og fra alle de skader jeg kan forvolde på mig selv, mens jeg prøver at være en velsignelse for andre. Fyld mig med din Helligånds kraft, og jeg vil gå ind i din styrke og forkynder om din retfærdighed, din alene. Jeg vil forkynder din forløsende kærligheds budskab overalt, så længe mine kræfter rækker.

Da, Herre, når jeg er gammel og udmatte og for træt til at forsætte, bered mig en plads ovenfra, og lad mig få tal blandt dine hellige i evig herlighed. Amen.

AMEN.

(Uddrag fra bogen “God tells the man who cares” af A. W. Tozer)

Comments are closed.