Hvad var Paulus´torn i kødet?


Skrevet af Simon Griis
(Jeg undres, kunne det være ..?)

I 2. Korinther 12.7-9 fortæller Paulus om en torn i kødet, som er
blevet ham givet, for at han ikke skal hovmode sig af de store
åbenbaringer, han har fået fra Gud.

Paulus afslører ikke for os, hvad tornen er, og hvad den gør ved ham,
og denne torn er måske det objekt i Bibelen, som har skabt allerflest
spekulationer, gætterier, og forklaringer, næstefter Pagtens Ark i
Tabernaklet.

Men jeg undres. Siger Paulus alligevel ikke, hvad denne torn er? Jeg
synes jo, det fremgår klart af teksten, så hvorfor spekulere?

Paulus forklarer os, at det er en torn, som er ”givet” ham med det
formål, at han ikke skulle hovmode sig. Tornen er en Satans engel, som
på den ene eller den anden måde har forvoldt hans liv og tjeneste
pinsel.

Paulus har tre gange bedt Herren om at tage denne byrde fra ham, men
hver gang har han fået det svar, at Guds nåde er ham nok, og at
Herrens kraft udfolder sig helt i Paulus’ magtesløshed.

Spekulationerne har været mange. Nogle har gættet på at Paulus har
lidt af epilepsi eller malariafeber, andre at han havde en eller anden
form for talehandicap, og andre igen, at han led af en sygdom, som
gjorde ham frastødende og afsondrede ham socialt.

Der er de, som mener, at tornen henviser til et heftigt temperament
hos Paulus, som til tider gjorde hans arbejde vanskeligt for ham selv.
Et eksempel på dette kunne være hans verbale udfald mod
ypperstepræsten Ananias i ApG. 23.2.

Tertullian, som vel nok var den første til at spekulere i Paulus’
torn, mente at den refererede til enten ørepine eller smerter i
hovedet.

Et af de mest vedholdende bud er, at tornet repræsenterer et
synshandicap hos Paulus. Nogle mener, at det kan være et resultat af
de mange korporlige afstraffelser, han har måttet døje i sin tjeneste,
andre at det er en skade efter det mægtige lys, som skinnede omkring
ham på Damaskusvejen, da han for første gang mødte Kristus.

At Paulus havde problemer med synes, indikeres andre steder i
Skriften. I Galaterne 4 fortæller han, at det var under menneskelig
skrøbelighed, han prædikede for dem første gang. I den gamle
oversættelse står der, at det var PÅ GRUND af en legemlig svaghed. Han
fortsætter med at fortælle, at galaterne ville have revet deres egne
øjne ud og givet ham, om de kunne.

I Galaterne 6 siger Paulus: ”Se, med hvor store bogstaver jeg skriver
til jer med min egen hånd”, som om han har en skribent, men slutter
brevet af egenhændigt – og besværligt, ganske givet et svagt syn.

Sidste eksempel er den føromtalte episode, da Paulus bliver slået i
ansigtet på ordre fra ypperstepræsten Ananias, og vredt kalder ham en
kalket grav. Paulus får her at vide, at det er ypperstepræsten, og
fortryder med det samme sin udtalelse. Han undskylder og fortæller, at
han ikke vidste, at det var ypperstepræsten, han stod over for.

Hvorfor vidste Paulus ikke det? Han er stillet for det jødiske råd,
hvoriblandt ypperstepræsten også tæller, og ypperstepræsten må på
flere måder skille sig ud, både i klædning og i tale. Paulus må også
være kendt med de lærde og skriftkloge og vide, hvem der er hvem.

Når han i situationen ikke ved det, kan det med rimelig sandsynlighed
siges, at det er fordi han ikke kan se det.

Om vi vil det eller ej, så tror jeg ofte, at vi læser vores egne
tolkninger, holdninger, verdensopfattelse og teologi ind i den
Bibelske tekst, snarere end at vi lader teksten tale til os.

Jeg selv tror ikke på, at Gud sender os sygdom, hverken for at lære os
noget, opdrage os eller lede os på ret vej. Hvilken fader ville gøre
det? Nej, sygdom kommer aldrig fra Gud. Kun lutter gode gaver kommer
ovenfra og det er liv og liv i overflod, der tilskikkes os fra Herren.
At Gud kan vende forbandelse til velsignelse, som nogle af os også har
oplevet i sygdomsperioder, se det er noget helt andet.

Derfor tror jeg ikke på, at Gud sendte hverken epilepsi, øjensygdom,
malaria, eller anden sygdom efter Paulus for at lære ham ydmyghed.
Forklaringen må være en anden, tornen må være noget andet.

Og svaret ligger efter min mening lige for øjnene af os. For hvordan
konkluderer Paulus i vers 10?

Hvis hans problem havde været nogen af de ting, vi hidtil har nævnt,
ville hans konklusion så ikke have lydt noget i nærheden af:

”Derfor er jeg godt tilfreds selvom jeg ikke kan se noget og stort set
er blind, under malariaanfald og anfald af hysterisk hidsighed, under
smerter i hovedet, under smerter i øret, i fællesskaber, hvor mit ydre
frastøder mine søskende osv. osv.

Nej, dette er ikke Paulus’ konklusion. Han konklusion på talen om den
Satans engel, den torn i kødet, som holdt ham fra at hovmodes – hans
konklusion på hele denne klagende bøn er som følgende:

”Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger,
under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi
skyld. For når jeg er magtesløs, er jeg stærk”.

HER er hans torn! Han siger det jo selv. Efter at have talt om sit
store problem, slutter han afsnittet af med denne erkendelse af
situationen, og en overgivelse til de omstændigheder, han tjener
under.

Det er mishandlingerne, trængslerne, forfølgelserne, og lidelserne
under tjenesten, som er det kors, Paulus må bære, den torn i kødet,
han lider under – måske endda med frygt.

Tre gange har han bedt Herren om at tage denne byrde fra ham, men hver
gang har han fået afslag fra Gud.

DERFOR er jeg villig til magtesløst at finde mig i mishandlinger,
trængsler, og forfølgelser, fordi Herren har åbenbaret mig, at midt i
dette, er han stærk igennem mig, siger Paulus.

Og pludselig ser vi hele diskussionen om tornen i kødet i et klarere
lys. Tornen kommer til at stå i relief til resten af dette afsnit i
Paulus’ brev. Tornen bliver en del af den kontekst, den selv står i.

For her er netop også konklusionen på det, Paulus har talt om i
foregående kapitel; 11 fra vers 23, hvor han lige præcis taler om sin
torn; forfølgelsen og lidelserne, og slutter vers 30 med en stolthed
over sin magtesløshed i disse sager. 12.7-9 bliver en helt naturlig
afslutning på dette.

AMEN!

2.Kor.11.23-30
Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg
har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået
fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet
én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne
hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt
røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer,
i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg
har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst,
ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som
dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. Hvem er
magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det
svier i mig? Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed.

2. Kor.12.7-9
Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store
åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan,
som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange
bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han
svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.«
Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt
kan være over mig.

2. Kor.12.10
Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under
mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder
for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk

Comments are closed.